Trustpilot
-->

Historie​

Friluftsbadet Skansebadet

​Tanken om et fælles idrætsanlæg for Sundby-Hvorup og Nørresundby kommuner tog sin begyndelse, da man lukkede fjordbadeanstalten ved jernbanebroen i 1958.

Der blev nedsat et udvalg og kommunerne købte i fællesskab arealet på Lerumbakken af Aalborg Portland, i alt 383.388 kvadratmeter til en pris af kr. 700.000.

For at finde ud af, hvordan idrætsanlægget skulle udformes, udskrev de 2 kommuner i 1960 en arkitektkonkurrence. Denne konkurrence blev vundet af Jacob Blegved, Aalborg. Vinderprojektet bestod af et friluftsbad med 50 m bassin, en 25 m svømmehal, idrætshal, fodboldstadion, fodboldbaner og tennisbaner.

Det blev nu en direkte kommunal opgave at opføre friluftsbadet, som stod klar i sommeren 1968, og blev døbt Skansebadet, og kostede 2.8 mio. kr. For at kunne benytte svømmebassinet om vinteren indkøbte man en plastboble, som blev pustet op over bassinet i perioden 15. September til 15. Maj., denne anskaffede man for kr. 400.000,-

​​

Solsidehallen

​Til at opføre idrætshallen blev der ud fra idrætsforeningerne omkring år 1960 nedsat et “HALUDVALG” med Erik Bunk som formand. Dette udvalg begyndte nu at samle penge ind til hallen ved at lave andespil, husstands-indsamling, fodboldkamp på Aalborg Stadion mellem “Sølvholdet” fra Rom og Esbjergs 3-dobbelte danske mestre. Udvalget fik samlet så meget kapital ind, at man i 1969 kunne tage det første spadestik til den første idrætshal i Nørresundby.

Den 15. Maj 1971 blev hallen indviet og døbt “Solsidehallen”. Hallen blev drevet som selvejende institution med kommunal underskudsgaranti. Erik Bunk fortsatte som formand for hallens bestyrelse, indtil han på grund af sygdom måtte fratræde pr. 31. December 1981. Bjarne Savkov overtog herefter hvervet som formand. Hallen kostede dengang 6.0 mio.kr., hvilket var meget dyrt dengang.

​​

Drivhuset

​Boblen, som blev brugt til at overdække svømmebassinet, havde i årenes løb fået en del skader, og da en kraftig januarstorm i 1975 blæste boblen helt i stykker, besluttede man, at overdække bassinet permanent. Friluftsbadet var dengang underlagt Stadsgartnerens kontor, og det var nok også derfor man valgte at overdække bassinet med et “drivhus”. Det nye glashus blev indviet den 1. Juni 1977., og kostede 3.5 mio. kr.

​​

Udvidelse af Solsidehallen

​I 1981 udvidede man Solsidehallen med en ny bygning, hvor der i overetagen findes kontorer, cafeteria og restaurant m.m. Underetagen blev indrettet med omklædningsrum til indendørssporten, og med klublokaler til de fastboende klubber. Ved denne udvidelse blev der plads til Nørresundby Boldklub i “Nordfløjen”, hvor der findes omklædningsrum, mødelokaler og cafeteria.Til opgaven kom der et rente og afdragsfri lån fra Aalborg Kommune på 4.0 mio .kr.

​​

Nørresundby Kursus- og træningscenter

​For at kunne dække et behov, som vi havde oplevet fra udenlandske svømme- og fodboldklubber, om at komme på træningsophold i Danmark, etablerede Solsidehallens bestyrelse “NØRRESUNDBY KURSUS- & TRÆNINGSCENTER”, som er en ny selvejende institution, men uden kommunalt tilskud. Denne institution byggede så i 1986 et overnatningscenter med 86 sengepladser, kontorer og mødelokaler. Senere i 1986 overtog centeret også forpagtningen af restaurant og cafeteria. Pris på første del af centeret 3.5. mio. kr.

Der var mange, der fra starten var skeptiske over for det nye tiltag på Lerumbakken, men det viste sig at være en så stor succes, at man allerede i 1987 havde et nyt projekt klar med en udvidelse på 30 nye sengepladser, samt yderligere faciliteter i kælderen til kurser og møder. De nye værelser var alle med bad og toilet, og stod klar til brug den 1. April 1988. Pris 3.5 mio. kr. For at kunne dække det øgede behov bl.a. fra udenlandske indendørsidrætter besluttede Nørresundby Kursus- & Træningscenter at bygge en træningshal i forbindelse med Solsidehallen. Samtidig havde Nørresundby Tennisklub ønsker om at bygge en tennishal med to baner.

Kursus- & Træningscenteret gav tennisklubben finansiel støtte og begge haller stod færdige d. 1. September 1991. Idrætshallen kostede 4.4 mio. kr., og Tennishallen 2.7 mio. kr. For bedre at kunne udnytte de fælles ressourcer besluttede bestyrelsen for Solsidehallen og Aalborg byråd i 1991, at sammenlægge de 2 institutioner Solsidehallen og Skansebadet i en fælles institution under navnet “NØRRESUNDBY IDRÆTSCENTER”. Dette navn var blevet brugt i markedsføringen siden Kursus- & Træningscenteret blev etableret i 1986. “Drivhuset” over 50 m bassinet viste sig hurtigt at være en meget dårlig løsning, så kommunen lavede allerede i 1981 en tilstandsrapport over huset, uden at det førte til noget videre. Først efter sammenlægningen i 1991 af de 2 institutioner, kom der atter gang i renoveringsplanerne.

​Svømmeland

1. September 1993 lukkede man badet og rev det gamle glashus ned. Glashuset over 50 m bassinet blev erstattet af en murstensbygning, og der blev foretaget en udvidelse med ny motionscenter, automatcafé, samt i forlængelse af svømmehallen en Fun- og Relax-afdeling. Fun-afdelingen består af 2 børnebassiner, familiebassin med grotte og strømkanal, samt en 46 meter lang vandrutschebane der løber udenfor huset. Relax-afdelingen indeholder varmtvandsbassin med liggebænk og forskellige former for vandmassage. I en speciel afdeling findes sauna, dampbad, koldtvandskar m.m.

Svømmebassinet blev åbnet igen den 1. Oktober 94 under navnet “SVØMMELAND”. Hele byggesagen kostede 27.6 mio. kr., hvoraf kommunen betalte 19.5 mio. kr., og Idrætscenteret 8.1 mio. kr. Da forholdene for administrationen og modtagelse af gæster efterhånden var blevet for lille, byggede man i 1995 3.etape til Kursus- & Træningscenteret. Denne etape indeholder reception, ekstra kontor, stor forhal, mødelokaler, elevator og tørrerum m.m. pris 2.4 mio. kr.

Ligeledes i 1995 udvidede Nørresundby Tennisklub tennishallen med 4 squashbaner, omklædningsrum, café, mødelokaler m.m., pris 4.0 mio .kr. I 1996 er Nørresundby Idrætscenter udvidet med en 18 hullers minigolfbane, og der etableret et “optræningscenter” på ca. 1.100 kvadratmeter. Centeret er udlejet til Aalborg Kommune, som henviser brugere til genoptræning. Der er ansat ca. 25 terapeuter på centeret. Pris for Optræningscenteret 11.0 mio. kr.

​Udvidelse af Svømmeland

​I 1997 udvidedes SVØMMELAND med en ny forhal og reception på ialt ca. 120 kvadratmeter. Pris 2.2 mio .kr. I samme forbindelse blev der i vores gamle motionscenter etableret specielle baderum for handicappede, og deres hjælper, samt fine bademuligheder for babyer. I 1999 etablerede vi et babybassin i nordenden af svømmehallen, for at lave et tilbud til familier med babyer, når de var færdige med at gå til baby-svømning, samtidig fik vi udvidet filterkapaciteten i familiebassinet. Pris i alt kr. 5.100.000. I år 2000 fik vi ny tag og gulv, lys m.m. i hal 1, dette kostede ca. 5.000.000, og blev finansieret ved at vores lån blev forlænget. År 2002/03 var tiden, hvor Haraldslund var under ombygning, og kommunen havde planer om at etablere et stort ”Vandkulturhus” ved Gigantium. Vi forudså en stor konkurrence fra disse tiltag, og besluttede at udvide vores Fun-afdeling med et større bassin med mange legeaktiviteter for mindre børn. Samtidig lavede vi et permanent koldtvandsbassin i Relax-afdelingen. Udendørs etablerede vi Danmarks første og største udendørs sauna med plads til ca. 50 personer, samt brusehytte og bålplads. Hele denne ombygning kostede 10.6 mio. kr.

​​

Renovering af Svømmeland

​I 2005 blev omklædningsarealerne i Svømmeland renoveret og gjort helt up to date. Pris ca. 7.0 mio. kr. Til finansiering af det indvendige kom kommunen med kr. 3.0 mio.,- men på betingelse af, at vi ændrede vores organisation, så den bliver mere gennemsigtig, samt fik lavet en separat handicapomklædning. Det betød, at vi samlede alle aktiviteter i en selvejende institution, således at Idrætscenter og Kursuscenter blev til en institution. Hal 1 gennemgik en større brand i august 2008, hvor et lyn slog ned i hallens tag. Branden fik fat i ca. ½ delen af hallens tag, og en genopbygning løb op i ca. kr. 4.0 mio ., som heldigvis blev betalt gennem vores forsikringsselskab. I nyere tid er der ligeledes investeret ca. 5.0 mio. kr. i ny bund i 50 m. bassinet, der er etableret bad/toilet på alle kursuscenterets værelser til kr. 2.0 mio. kr., samt et videreudvikling af vores Saunagård med ny storsauna, samt udebassin med 34 graders varmt vand 3.0 mio. kr. Derudover er der lavet Cafemiljø i Svømmeland til 2.0 mio. kr. I perioden 201-2012 er der ligeledes investeret ca. 5.0 mio. kr. i ny bund i 50 m. bassinet, der er etableret bad/toilet på alle kursuscenterets værelser til kr. 2.0 mio. kr., samt et videreudvikling af vores Saunagård med ny storsauna, samt udebassin med 34 graders varmt vand 3.0 mio. kr. Derudover er der lavet Cafemiljø i Svømmeland til 2.0 mio. kr. Seneste udbygning stod klar til indvielse 13/9 2014.

Centerets nye faciliteter er baseret på fleksibilitet, således at rummene kan bruges til mange forskellige formål. De nye faciliteter indeholder: Nyt stor Indgangsparti med fælles reception/billetsalg/administration, Stor fælles cafe som kan benyttes af hele centeret og også har indgang fra svømmehallen. Konferencerum som også kan bruges til diverse aktiviteter, Boksesal med alt moderne udstyr, Billardsal med 6 nye billardborde og udendørs motionscenter med 15 stationer. Aalborg Kommune bidrager med 8.0 mio. kr., Aalborg firmaidræt med 1.0 mio. kr. og Nørresundby Idrætscenter med 9 mio. kr. Udvidelsen står i 18.0 mio. kr.

I 2018 har små justeringer i hallen gjort, at den nu huser ligahåndboldholdet EH Aalborg.

Rutsjebane og sauna

​I sommeren 2018 gennemgik vores rutschebane i Fun-afdelingen en større renovering. En ny og forbedret trappe op til rutschebanen samt et nyt design med blandt andet lyseffekter og tidtagning. Pris 2,2 mio. kr. I Relax-afdelingen har panoramasaunaen været under renovering, hvor man har skiftet den gamle eldrevne saunaovn ud med en nyere model, som er gasdrevet. Det betyder, at vi nu kan give saunagus i både Kelo- samt panoramasaunaen. Pris 400.000 kr.

​​

Navneskift og fitness

I 2022 begyndte byggeriet af et splinternyt fitnesscenter i forlængelse af svømmehallens bygninger. Det gav grobund for at samle alle navnene på de forskellige afdelinger under ét navn under samme tag.

Repræsentanter for bestyrelse, ledelse, samt firmaet ANTRIT var igennem en længere proces, hvor navnet endte på SKANSEN.

Et hæderstegn for det tidligere Skansebad, men samtidig stedbestemt af placeringen på toppen af Lerumbakken, den tidligere skanse.

Ligeledes blev bygningerne visuelt opgraderet med nyt logo, vægmalerier indendørs - og otte motiver der sammenfatter SKANSENs aktiviteter.

I dag fremstår vores center mere pulserende og inkluderende end nogensinde før. Vi har udviklet os til et moderne og livligt samlingspunkt for både lokale beboere og besøgene. Med vores nyrenoverede faciliteter og konstante stræben efter forbedring, er vi dedierede til at give vores samfund den bedste idræts- og velværeoplevelse.

Vores center er blevet hjemsted for nogle af Aalborgs mest dedikerede atleter og motionister. Vores fitnesscenter er nybygget i 2022 og udstyret med topmoderne træningsmaskiner samt et bredt udvalg af fitnessklasser.

Vores erfarne trænere og instruktører og vores brede holdtilbud giver mulighed for både hård fysisk træning og sjove, sociale træningsoplevelser.

Fitnesscenteret blev i 2023 nomineret til Byens Bedste inden for kategorien Fitness, af Mig & Aalborg.

Ligeledes har vi satset hårdt på arrangementer og events indenfor både fitness, velvære og sammenhold.

I Bad & Wellness kan gæster opleve rekord mange saunagus i løbet af ugen, med tre stilleaftensdage, samt gusaften mandag, så alle kan opleve SKANSENs høje niveau inden for wellness og velvære

Padel og andre aktiviteter

Vi er stolte over at præsentere vores splinternye udendørs overdækkede padelbaner, der har tiltrukket entusiastiske spillere fra hele regionen. Padel er blevet en af vores mest populære sportsgrene, og vores professionelle baner er åbne for spillere på alle niveauer. 

Ligeledes arrangeres der turneringer på banerne.

Dermed fremstår SKANSEN som et af Nordjyllands største samlingspunkter for idræt, motion og velvære. Med moderne faciliteter, imødekommende personale og et navn, der vækker genklang over hele byen.

Kontakt

Telefon: 98 17 43 66

E-mail: info@oplevskansen.dk

Lerumbakken 11, 9400 Nørresundby

Find vej

Se vores Smiley-ordning her

Vores ​cookiepolitik​

Åbningstider ​
​Bad & Wellness

​Mandag

06.00 - 21.00​

​Tirsdag

06.00 - 22.00​

Onsdag

06.00 - 22.00​

Torsdag

06.00 - 22.00​

Fredag​

06.00 - 18.00​

Lørdag​

09.00 - 16.00​

Søndag

09.00 - 16.00​

Åbningstider
​Fitness

​Mandag​

06.00 - 21.00​

Tirsdag

06.00 - 21.00​

Onsdag

06.00 - 21.00​

Torsdag

06.00 - 21.00​

Fredag​

06.00 - 18.00​

Lørdag​

07.00 - 16.00​

Søndag

07.00 - 16.00​

Åbningstider
​Reception

​Mandag​

06.00 - 20.00​

Tirsdag

06.00 - 20.00​

Onsdag

06.00 - 20.00​

Torsdag

06.00 - 20.00​

Fredag​

06.00 - 17.00​

Lørdag

09.00 - 15.00​

Søndag

09.00 - 15.00​